BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for at arbejde i krydsfeltet mellem brugeren og it?
Vil du gerne bruge dine evner til at digitalisere forsvaret? Eller vil du understøtte at Cyberdivisionens kunder bliver mere klar til digitalisering? Så vil vi gerne høre fra dig.
Cyberdivisionen søger en civil eller militær digitaliseringskonsulent eller it-partner, til at understøtte digitalisering i hele koncernen. Der er tale om flere stillinger, og du vil få titlen digitaliseringskonsulent eller it-partner, alt efter kvalifikationer og ønsker.
Om os
Vi er en nyoprettet sektion i Cyberdivisionen, som rådgiver om - og støtter digitaliseringsinitiativer i alle styrelser under Forsvarsministeriet. Vores mission; fra idé til værdi, betyder, at vi har fokus på at omsætte digitaliseringsinitiativer til konkrete handlinger, der samtidig skaber værdi for brugerne. Vi arbejder til daglig i Hvidovre, men hører til Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup. Vores kunder findes lige fra Bornholm til Nordjylland, så der kan forekomme rejseaktivitet.
Vi er brugernes ambassadører til Cyberdivisionen. Vores team, som lige nu er på fire personer, kommer fra forskellige brancher og trækker på forskellige kompetencer som fx designtænkning, produktudvikling og brugerinddragelse. Sammen med brugerne identificerer og udvikler vi de rigtige digitaliseringsinitiativer og omsætter dem til konkrete aktiviteter og it-projekter. Du vil få nogle meget dedikerede kolleger, der værdsætter vidensdeling og intern læring, og som brænder for at skabe værdi for vores kunder. Generelt er der højt til loftet og let til latter.
Om stillingen
Som digitaliseringskonsulent er du med til at analysere den gode idé sammen med brugerne, du vurderer dens forretningsværdi samt omsætter den til konkrete handlinger. Handlemulighederne er fx igangsætning af et større it-projekt, effektivisering af arbejdsgange hos kunden, eller udvikling af mindre it-løsninger. En idé handler typisk om, at brugerne vil gøre noget smartere, mere effektivt, eller opnå en øget operativ effekt. Her vil din rådgivning være afgørende for, om idéen får succes.
Som it-partner er du med til at identificere hvilke idéer, der kan understøtte kundens rejse mod en mere digitaliseret hverdag. I denne rolle vil du arbejde mere strategisk med digitalisering, og du kan rådgive kundens ledelse i valg om digitalisering. Du vil derfor have mindre berøring med konkrete projekter, men vil i stedet fokusere på en mere langsigtet plan for digitalisering, sammen med kunden.
Generelt for begge stillinger er, at du arbejder selvstændigt med egne opgaver, men kan trække på et stort antal fageksperter i Cyberdivisionen. Du vil blive tilknyttet en eller flere kunder på tværs af hele koncernen.
Vi prioriterer kompetenceudvikling højt, både ift. at holde os orienteret i nye tendenser om digitalisering, men også hvis du har særlige kompetencer, du ønsker at videreudvikle. Vi ønsker medarbejdere, der vil udvikle sig og lære nyt.
Samtidig fremhæver medarbejderne arbejdspladsens gode balance mellem arbejde og privatliv: Vi er fleksible i forhold til hjemmearbejdsdage, en arbejdsuge er som regel 37 timer og hvis der er overarbejde, er det muligt at afspadsere.
Om dig
Du skal være nysgerrig og interesseret i brugernes behov. Vi forestiller os at du har erfaring fra tidligere jobs inden for digitalisering eller forretningsanalyse, men modtager også gerne ansøgninger fra nyuddannede.
Du skal kunne identificere og følge et behov og (sammen med Cyberdivisionens øvrige medarbejdere) finde og planlægge det rette handlingsforløb, samtidig med at mange interessenter skal høres. Vi forventer derfor, at du kan arbejde selvstændigt, samt lede mindre grupper gennem konkrete idéudviklingsforløb.
Det er en fordel at have erfaring med workshops, facilitering, agil udvikling, intressenthåndtering, ideation eller designthinking, men det er ikke et krav.
Du kan være projektleder, it-konsulent eller procesanalytiker, militær eller civil.
Hvis ovenstående lyder som noget for dig, ser vi frem til at høre fra dig.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er opslået civil såvel som militært, og du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst
Som akademiker bliver du ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i Staten. Afhængig af dine kvalifikationer er der mulighed for at forhandle tillæg i forbindelse med ansættelsen. Det er til jobbet tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 %.
Er du omfattet af organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) og den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentlige Ansattes Organisationer – Det Statslige område (OAO-S-Fællesoverenskomsten).
Afhængig af dine kvalifikationer er der mulighed for at forhandle et kvalifikationstillæg, og du har en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Dit faste tjenestested vil være i Hvidovre.
KONTAKT OG ANSØGNING
Har du fået lyst til at høre mere om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte sektionschef Morten A.R. Pedersen på telefon 5085 7188 eller på E-mail mope@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Anders Erik Filtenborg på telefon 7281 9178.
Ansøgningsfristen er den 12. juni 2023.
Vi holder løbende samtaler og forventer ansættelser hurtigst muligt.
Vi ser meget frem til at høre fra dig!
Du søger via linket. For at kunne komme i betragtning, anmodes du om at vedhæfte ansøgning, CV og evt. uddannelsesbevis - meget gerne i pdf. format.
Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
Cyberdivisionen, ved FMI, er etableret for at skabe én samlet it-organisation, som har de bedste muligheder for at drive og udvikle it til hele Forsvarsministeriets område.
De tre vigtigste opgaver for Cyberdivisionen her og nu er dels at sikre en stabil og effektiv it-drift og -support for koncernens mere end 20.000 ansatte. Dels at understøtte udvikling og styring af it og digitalisering i koncernen. Og dels endelig og ikke mindst at styrke cyberforsvaret og koncernens it-systemer og data mod digitale angreb eller misbrug.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
Læs gerne nærmere om os og besøg www.fmn.dk og www.fmi.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Furesø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Lautrupbjerg 1-5, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=1236&ProjectId=183450&DepartmentId=18959&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5841560