BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du vores nye stjerne-pædagog med timer i både fritidsordningen og i skolen? Det håber vi. Vi søger nemlig med lys og lygte efter dig, der vil være med til at skabe den bedste FFO og skole for vores børn. Hos os kan du får masser af muligheder for at sætte dine kompetencer og interesser i spil, så du kan være med til at skabe et fantastisk fritidstilbud og skole for vores børn på Lyngholmskolen. Lyngholm ligger smukt placeret i Furesø Kommune. Vi har dejlige udearealer og egen sø, hvor vi tilbyder 350 glade, aktive og sjove børn masser af leg, sjov og ballade. Vores børn er fordelt i 2 huse og går fra 0. til 3. klasse.
Hvis du drømmer om at være en del af en personalegruppe, der brænder for at give alle børn stjernestunder og de bedste betingelser for et godt børneliv, så er det dig, vi leder efter. Vi søger 1 pædagog til Bakkehuset og MiniUniverset, som er vores 0. og 1. årgang. Vi forventer, at du er en tydelig, omsorgsfuld og stabil ledestjerne i både FFO'en og klasseværelset, som vores børn kan følge og opleve tryghed hos. Det er vigtigt, at du har et ressourcesyn på vores familier og er aktiv i forældresamarbejdet, da vi anser det for en vigtig faktor for at understøtte børnenes trivsel.
Vi forventer også, at du er aktiv, initiativrig og handlingsorienteret. Hvis du brænder for et eller andet inden for eksempelvis musik, udeliv, håndværk eller sport, er det klart en fordel, da vi ønsker at have en bred vifte af fede kompetencer i vores medarbejdergruppe, så vi kan tilbyde alle børn en spændende og varieret dag på Lyngholm. Vi arbejder tværfagligt, og alle pædagoger er en aktiv og ligeværdig del af skolen. Vi kalder samlet vores 0. og 1. årgang for MiniUniverset. Grundtanken i konceptet er, at elever og forældre skal opleve et 2-årigt opstartsforløb i skolen, der er kendetegnet ved tryghed, ro og fokus på læring - både fagligt, personligt og socialt. Det giver gode muligheder for værdifulde fællesskaber og differentiering på tværs af årgange. Vi arbejder med en tydelig struktur, hvor vi er fælles om udgangspunkt og mål. Vi tilrettelægger vores aktiviteter efter børnenes interesser, årstiden og behov. Vi er åbne overfor gode ideer og er altid interesseret i, at vi sammen udvikler vores pædagogik og vores valg af aktiviteter. Derfor søger vi en pædagog med lyst og mod til at prøve nye tiltag og som vil udfordre os på vores tankegang - sammen bliver vi klogere!
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer med en arbejdstid, der ligger til kl. 17.00 mandag-torsdag og fredag til kl. 16.00. Du kommer ikke til at arbejde alle eftermiddage til lukketid på FFO'en, da du også har timer i skoletiden. Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn. Tiltrædelse hurtigst muligt.
Hvis du mener, at du er den pædagogiske superstjerne, vi spejder efter, og du gerne vil være en del af vores fællesskab, så affyr din ansøgning om 5 - 4 - 3 - 2 - 1... Ring endelig til FFO-leader Janne Larsen på 72165102 eller skriv på jala@furesoe.dk, hvis du har spørgsmål.
Der er ansøgningsfrist d. 12. februar. Vi afholder løbende samtaler, dog senest i uge 8.
Praktisk
Der indhentes referencer fra tidligere ansættelsesforhold, hvis du kommer i betragtning til stillingen.
I Furesø Kommune sker løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og ud fra principperne i Ny Løn.
Job i Furesø? Kom og vær med!
I Furesø skaber vi løsninger sammen. Med kolleger på tværs af organisationen. Med brugere og borgere – ja med alle, vi er kommune for.
Fællesskaberne er vores svar på de udfordringer, vores velfærdssamfund står foran i de kommende år, hvor flere får brug for velfærdsydelser og over længere tid. Og hvor nye ideer derfor skal forny den service, vi yder.
Derfor giver vi plads til mødet mellem fagene og mellem mennesker, for det er her, innovationen opstår. Vi koordinerer med hinanden på tværs af titler og fagligheder, og vi holder godt styr på den daglige drift for at skabe sammenhæng for vores borgere. Vores hverdag har fokus på nærvær fremfor fravær på en sund arbejdsplads med røgfri arbejdstid. Så kom og vær med. Vi har også plads til dig.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=95dd6796)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Furesø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Lyngholm FFO, Hvilebækgårdsvej, 3520 Farum
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5980598