Farum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Forsøg på indbrud, Helsingør
Klokken 08.45 anmeldte personalet fra Fakta på Jernbanevej, at en eller flere ukendte gerningsmænd imellem klokken 22.45 og 06.00 havde forsøgt at bryde ind i butikken, idet der sås opbrudsmærker på indgangsdørene.
Tricktyveri, Gentofte
Klokken 15.01 anmeldte personalet fra Circle K på Kildegårds Plads, at to mænd netop havde begået tricktyveri. De to mænd havde bedt om at få cigaretter for cirka 3.000 kroner, men da de skulle betale for varerne, løb de med dem.
De to mænd beskrives som:
A: Mand, dansk af udseende, 25-30 år, 182-183 cm høj, muskuløs af bygning, hvid i huden, med lyst kort hår. Talte dansk.
B: Mand, dansk af udseende, 25-30 år, 180 cm høj, spinkel af bygning, hvid i huden, med brunt kort hår og kort fuldskæg.
Overtrædelse af knivloven, Klampenborg
Klokken 15.24 blev en 18-årig mand fra Søborg visiteret ved en rasteplads nær Bellevue Strand. På hans person blev der fundet en kniv med en bladlængde på 12,5 cm, og den 18-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven, idet det ikke blev vurderet, at han havde et anerkendelsesværdigt formål til at have den på sig.
En 19-årig kvinde fra Slangerup anmeldte klokken 16.18, at hun natten til søndag mellem klokken 01.45 og 02.00 blev frastjålet sin mobiltelefon, mens hun befandt sig på S-togslinjen A. Hun var steget på toget på Hillerød Station og var faldet i søvn med sin telefon i hånden, og da hun vågnede, havde en ukendt gerningsmand stjålet telefonen.
Også en 19-årig mand fra Albertslund blev bestjålet, da han befandt sig i linje A tog mod Hillerød Station mellem klokken 03.15 og 05.00. Han var steget på toget ved Brøndby Strand og var faldet i søvn, og da han vågnede på Hillerød Station, havde en ukendt gerningsmand stjålet den 19-åriges ur og pung.
Nordsjællands Politi kan ikke afvise, at de to hændelser kan relateres til hinanden.
Butikstyveri, Hørsholm
I Netto på Duevej stjal en mand og en kvinde klokken 16.30 varer og kørte fra stedet i bil. En butiksdetektiv fulgte dog efter dem og kontaktede politiet undervejs. En patrulje kørte efter butiksdetektivens anvisninger, og bilen blev kort efter standset på Grønnegadevej. Her blev de to formodede butikstyve, en 38-årig kvinde fra Frederiksværk og en 34-årig mand fra Vejby, fundet i besiddelse af de stjålne varer, og patruljen sigtede dem derfor for forholdet.
Uro og uorden, Kokkedal
I Netto på Højengen kom to mænd klokken 17.59 ind, hvor de begyndte at råbe af en medarbejder. Herefter gik de over til medarbejderudgangen, hvor der opstod tumult mellem de to mænd og en anden butiksmedarbejder. Den ene gik efterfølgende ud til en parkeret bil og hentede et bat i bagagerummet. En tredje mand kom til for at skille parterne ad, ligesom en kvinde på stedet også forsøgte at standse tumulten. De to mænd forsvandt derefter fra stedet.
Patruljer med hund kørte til stedet for at afsøge området, men de to personer befandt sig ikke længere i nærheden.
Den ene mand beskrives som:
A: mand, ca. 190 cm, ca. 20-25 år, mellemøstlig af udseende, skæg på hagen. Iført hvid rullekravetrøje og sorte slimfit bukser. Kørte i en sølvgrå Audi.
Solofærdselsuheld, Jægerspris
Klokken 18.42 skete der er færdselsuheld, da en 58-årig mandlig bilist fra Skibby kørte ad Kronprins Frederiks Bro mod syd og skulle foretage et venstresving ad Skovnæsvej. Imidlertid drejede han for tidligt og påkørte en lygtestander til lysregulering, som væltede. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade, men grundet oliespild blev brandvæsnet tilkaldt med henblik på optørring deraf.
I besiddelse af stoffer, Nærum
En patrulje bemærkede klokken 20.10 tre unge mænd på Nærum Vænge, som ved synet af patruljen virkede noget nervøse. Ved visitation blev den ene, en 18-årig fra Kgs. Lyngby, fundet i besiddelse af et moderat antal joints, mens en anden, 19-årig fra Nærum, blev fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain og hash. De blev derfor begge sigtet for disse forhold.
Narkokørsel, Frederiksværk
En 35-årig mandlig bilist fra Søborg blev klokken 01.05 standset af en patrulje på Skovfogedvænget, idet han kørte i en uindregistreret bil med stjålne nummerplader. Her viste et narkometer, at han formentlig havde ført bilen, mens han var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for forholdene. Han var også frakendt førerretten og blev derfor også sigtet for at køre bil på trods af dette.
Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring mandens eventuelle narkopåvirkning.
Kunne ikke betale for taxatur, Græsted
Klokken 02.18 indløb der anmeldelse om, at to unge mænd havde kørt med taxa fra Allerød til Saltrup Station, men at de ikke ville betale for turen. En patrulje kørte til stedet, hvor de konstaterede, at de to unge mænd, to udenlandske statsborgere på henholdsvis 16 og 24 år, ikke havde midler til at betale for taxaturen. De blev derfor begge anholdt og sigtet for bedrageri.
Kørte galt i spirituspåvirket tilstand, Farum
På Frederiksborgvej forsøgte en 19-årig kvindelig bilist fra Herlev klokken 02.19 at lave en U-vending og mistede herredømmet over sin bil hvorved hun ramte en kantpæl samt en hastighedstavle og endte i rabatten ved Markstien. Da en patrulje kom til stedet, blev hun vurderet spirituspåvirket, og et alkometer viste også, at hun formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte. Hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld tilkaldt. Kvinden blev derefter kørt på hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå hendes eventuelle præcise promillegrad.
Indbrud i kiosk, Holte
I 7/Eleven på Holte Stationsvej var der klokken 02.38 indbrud, idet et vindue ind til kiosken blev knust. Gerningsmændene opbrød og gennemrodede pengeskuffer ved betalingskassen, men der blev ikke umiddelbart stjålet noget fra stedet.
Indbrud i brilleforretning, Hornbæk
Klokken 03.44 blev det anmeldt, at der var indbrud i en brillebutik på Nordre Strandvej. To unge personer havde befundet sig inde i butikken, men stak af på knallert i retning mod Helsingør efter at have stjålet en hvid kasse fra stedet.
En patrulje kørte mod stedet og kiggede efter de to personer på knallerten, men de var ikke længere at finde i området.
Der er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ingen oplysninger om indstigningssted eller eventuelle yderligere stjålne genstande.
Indbrud i privat beboelse anmeldt den 3. - 6. juli 2020 i Nordsjællands politikreds