Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Farum - onsdag den 2. december

Profilbillede
dato

Farum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Påvirket mand sov i bil, Hellerup

Klokken 07.03 spottede en patrulje en bil holdende nær krydset Hellerupvej/Bernstorffsvej med havariblinket tændt. Patruljen undersøgte forholdet, og i bilen blev en 27-årig udenlandsk mand truffet sovende over rattet. 

Manden fremstod påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer, men da bilens motor ikke var tændt, ville det ikke kunne påvises, at han havde kørt eller tænkt sig at køre i påvirket tilstand, hvorfor han ikke blev sigtet for dette.

Til gengæld blev der på hans person fundet en mindre mængde hash, hvorfor han blev sigtet efter lovgivningen om euforiserende stoffer.

Kørsel i påvirket tilstand i frakendelsestiden, Skibby

Klokken 08.13 blev en 41-årig mandlig bilist fra Skibby standset og kontrolleret på Sikavej. Her fik han narkometeret til at slå ud, ligesom det viste sig, at han havde sat sig bag rattet, selvom han stadig var i frakendelsestiden, efter han tidligere var blevet frakendt retten til at føre bil.

Manden blev derfor sigtet for begge forhold, og en blodprøve skal nu fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Kørsel uden førerret, Hillerød

Klokken 08.53 blev en 82-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret nær Østergade, efter han havde kørt sin bil fra p-pladsen ved arresten og videre ad rampen mod Østergade.

 

Det viste sig, at han ikke måtte køre bil, idet han netop havde dumpet sin teoriprøve, som han lige havde været til på politistationen i Hillerød i forbindelse med en kontrollerende køreprøve efter kørekortbekendtgørelsens § 103. Manden blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

Kørsel uden førerret, Charlottenlund

Klokken 10.24 blev en 40-årig mandlig bilist fra København standset og kontrolleret på Bregnegårdsvej ved Jægersborg Allé. Ved kontrollen viste det sig, at manden ikke havde et kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

Kørsel uden førerret, Hundested

Klokken 11.35 blev en 46-årig mandlig bilist fra Hundested standset og kontrolleret på Stadionvej. Ved kontrollen viste det sig, at manden ikke havde et kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

Kørsel uden førerret, Frederikssund

Klokken 12.05 blev en 59-årig mandlig bilist fra Værløse standset og kontrolleret på Byvej. Ved kontrollen viste det sig, at manden ikke havde et kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da det samtidig var tredje gang, at manden blev truffet bag et rat uden førerret inden for de seneste tre år, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.

 

Lovgivning om euforiserende stoffer, Frederikssund

Klokken 13.03 blev en 19-årig mand med ukendt adresse truffet nær Sillebroen. Mandens opførsel fremstod mistænkelig, og han blev derfor visiteret, og på hans person blev der fundet adskillige små klumper hash fordelt i separate poser, hvorfor han blev sigtet efter lovgivningen om euforiserende stoffer.

 

Færdselsuheld, Kongens Lyngby

Klokken 13.52 skete der et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i sydgående retning, hvor strækningen deler sig i to mod henholdsvis Rødby og København. Her førte en 34-årig mand fra Helsinge en varebil i det højre spor, der fortsætter mod Rødby, og da han skulle mod København, trak han til venstre for at skifte vognbane. I den forbindelse stødte han sammen med en personbil, der lå i det midterste spor på vej mod Rødby ført af en 65-årig kvindelig bilist fra Nærum, hvorefter denne påkørte autoværnet i højre side.

Der skete umiddelbart ingen personskade ved færdselsuheldet, ligesom der kun skete mindre materiel skade, men trods dette var strækningen afspærret i små 20 minutter, imens der blev ryddet op.

 

Blufærdighedskrænkelse, Farum

En 62-årig kvinde anmeldte klokken 15.53, at hun havde følt sig krænket, da hun klokken 15.30 kørte forbi i bil ved Farum Kirke, hvori der sad en mand med sit erigerede lem i hånden.

Manden beskrives som: dansk af udseende, 30-40 år, almindelig af bygning, hvid i huden med brunt mellemlangt hår. Iført lysebrun trøje. Køretøj: mindre brun kassevogn, muligvis en Berlingo.

Betalte med falske penge, Frederikssund

Klokken 16.00 blev det anmeldt, at to mænd søndag henholdsvis klokken 15.33 og 15.41 betalte med falske tusindkronesedler i Aldi på Nygade. 

De to gerningspersoner beskrives således:
A: mand, 20-30 år, normal af bygning, anden etnisk herkomst end dansk. Iført sort hættetrøje, sort jakke, sorte bukser med hvid stribe vertikalt langs benene og sorte Addidas-sko. Bar mundbind.

B: mand, 20-30 år, normal af bygning, sort mellemlangt hår på toppen af hovedet og kort i siderne, anden etnisk herkomst end dansk. Iført sort jakke, sorte bukser og sorte sneakers. Bar mundbind.

Færdselsuheld, Allerød

På Hillerødmotorvejen ud for afkørsel 12 skete der klokken 16.19 et færdselsuheld, da en 52-årig mandlig lastbilschauffør fra Liseleje overså en kø og påkørte en 70-årig mandlig bilist fra Fredensborg, som kørte i samme retning. Derved blev den 70-årige bilist skubbet over i modsatte vejbane, hvor han påkørte en 47-årig kvindelig bilist fra København, som kom kørende i modsat retning.

Der skete ikke umiddelbart større personskade ved uheldet, men en af parterne blev kørt til tjek på hospitalet, mens en anden part blev behandlet for overfladiske skrammer i en ambulance på stedet.

Grundet bilernes placering blev alle tre spor i en periode afspærret, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Lastbilschaufføren blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af færdselsloven for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed.

Blufærdighedskrænkelse, Frederikssund

Klokken 17.28 blev det anmeldt, at en mand stod på en parkeringsplads på A.C. Hansensvej og blottede sit underliv til forbipasserende køretøjer. En patrulje kørte til stedet, hvor manden dog ikke længere befandt sig, og han var heller ikke at finde ved den efterfølgende rundering i området.

Manden beskrives som: i 50’erne, lys i huden, slank og muligvis skaldet.

Mand tilbød børn slik, Hundested

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 18.03, havde en mand omkring klokken 17 henvendt sig til nogle 12-årige piger fra lokalområdet og tilbudt dem, at de kunne komme med ham hjem og få slik. Pigerne havde dog afslået dette og var løbet fra stedet.

Manden beskrives som: dansk af udseende, ca. 60 år, ca. 175 cm, spinkel af bygning, hvid i huden og med gråt hår. Iført: grå jakke, sort hættetrøje og grå bukser. Medbragte en hvid/grå puddelhund. Talte dansk.

Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med manden med henblik på at fastslå årsagen til hans kontakt til pigerne. 

Butikstyveri, Kgs. Lyngby

Klokken 19.00 blev en mand tilbageholdt i Lyngby Storcenter, idet han havde stjålet varer for 160 kroner fra centret. Manden, en 29-årig fra Køge, sås ved opslag i politiets registre prøveløsladt, og en patrulje kørte derfor til stedet, hvor de anholdt og sigtede ham for butikstyveri. Han blev derefter taget med på stationen med henblik på juridisk vurdering af, om butikstyveriet skal have indflydelse på hans prøveløsladelse.

Indsats mod utryghedsskabende narkokriminalitet, Birkerød

I forbindelse med en indsats mod utryghedsskabende narkokriminalitet var Nordsjællands Politi omkring klokken 20 til stede i Birkerød. Ingen personer blev i den anledning truffet, men der blev udfundet euforiserende stoffer på basket ball-banen på Birkerød Parkvej, som blev indbragt som hittestof.

Spirituskørsel, Frederikssund

En 28-årig mand fra Skibby blev klokken 20.10 standset af en patrulje på Frederikssundsvej i krydset ved Græse Mølle. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. 

Føreren blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor han fik udtaget en blodprøve, som skal fastslå hans eventuelle præcise promille.

Mand skabte uro, Helsingør

Klokken 00.31 indløb der anmeldelse om, at en mand skabte uro på McDonald’s på Kongevejen, idet han var ubehøvlet over for personale og andre gæster på stedet. En patrulje kørte til stedet, hvor manden blev bortvist, og det samme gjorde sig klokken 01.07 gældende i 7/Eleven på Helsingør Station.

Også klokken 03.10 blev det anmeldt, at samme mand havde været inde på Circle K på Kongevejen, hvor han teede sig, og en patrulje kørte derfor til stedet. Manden var dog forsvundet fra stedet ved patruljens ankomst, og han var heller ikke mulig at udfinde ved den efterfølgende rundering i området.

Brand i båd, Jægerspris

Det blev klokken 06.53 anmeldt, at der kunne ses et rødt skær og røg fra en båd, som lå i Jægerspris Havn, og politi og brandvæsen kørte derfor til stedet. På ankomsttidspunktet var der flammer fra båden, og brandvæsenet gik straks i gang med at slukke branden og undersøge, om der var personer ombord på båden. Det viste sig ikke at være tilfældet, og den tilkaldte læge og ambulance kunne derfor køre fra stedet igen.

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der ingen oplysninger om årsagen til branden. 

 

Indbrud anmeldt i privat beboelse i Nordsjællands politikreds den 1. - 2. december 2020 følger snarest

Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi