Farum er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Aluminium stjålet fra lager, Farum
Mellem fredag den 3. juni og i går, tirsdag klokken 05.30, er der stjålet en større mængde aluminium fra et lager i Bygmarken. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til lageret.
Barbermaskine eksploderede, Helsingør
Politi og brandvæsen rykkede tirsdag morgen klokken 08.49 ud til en anmeldelse om brand på Esrumvej. Her viste det sig, at en barbermaskine, der var tilkoblet en stikkontakt, var eksploderet. Ilden blev hurtigt slukket, der er ingen meldinger om personskade.
Mand blev slæbt under varebil, Espergærde
En 32-årig mand fra København blev ved en arbejdsulykke, der skete omkring klokken 09.30 tirsdag formiddag, påkørt og slæbt under en minibus i Bybjerggård. Ulykken skete, da føreren af minibussen, en 64-årig mand fra Helsingør, bakkede og ramte den 32-årige. Den 32-årige blev fastklemt under minibussen og slæbt nogle meter under den. Han blev kørt til hospitalet med eskorte, og det blev senere tirsdag eftermiddag oplyst, at han var uden for livsfare. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken, som nu undersøges nærmere.
Blev ramt af stikflamme, Gentofte
En 52-årig mand blev tirsdag eftermiddag kørt til tjek på hospitalet, efter han klokken 12.17 var blevet ramt af en stikflamme, mens han arbejdede på Lagergårdsvej. Manden var i færd med at bruge en vinkelsliber, da der røg en gnist over i en drypbakke med noget væske, som blev antændt. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som ikke medførte alvorlig skade på manden.
Tyveri mislykkedes, Kgs. Lyngby
To udenlandske kvinder på henholdsvis 25 og 33 år blev klokken 13.50 anholdt efter de sammen med en endnu ukendt medgerningsmand, forsøgte at stjæle en taske fra en 88-årig kvinde. Tyveriforsøget skete på Toftebæksvej og de to kvinder blev pågrebet af en vagt fra Lyngby Storcenter, som efterfølgende kontaktede politiet.Mand sigtet for butikstyveri, Hillerød
En 66-årig mand uden fast adresse blev tirsdag klokken 13.29 taget for butikstyveri i Rema1000 på Skansevej. Her havde han stjålet vin og sodavand.
Mand skabte uro og utryghed, Espergærde
En 25-årig mand skabte tirsdag eftermiddag alvorlig uro og utryghed, da han gik med hvad nogle borgere troede var en AK47 ved en boligblok i Hovgårdsparken. Flere patruljer blev sendt til stedet, hvor det viste sig, at der var tale om et hardball-gevær. Manden blev sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Tricktyve stjal cigaretter, Frederiksværk
Nogle tricktyve så tirsdag eftermiddag mellem klokken 17.36 og 17.40 deres snit til at stjæle cigaretter fra Fakta i Nørregade. Her havde en medarbejder netop været ude på lageret og hentet nogle kartonner cigaretter, da en mand spurgte om hjælp til at finde en vare. Mens medarbejderen hjalp manden, stjal en medgerningsmand cigaretterne og stak af fra stedet. Den mand, som spurgte medarbejderen om hjælp beskrives som dansk af udseende, 40-45 år og kraftig af bygning. Tyveriet blev anmeldt klokken 18.38.
Sigtet for ulovligt ophold, Frederikssund
Tirsdag aften blev en 45-årig kvinde fra et ikke-eu land truffet af en patrulje på Bruhnsvej. Det viste sig, at kvinden opholdt sig og arbejdede uden de nødvendige tilladelser og blev sigtet for begge forhold.
Unge skabte uro på fodboldbane, Kgs. Lyngby
En borger kontaktede klokken 20.27 politiet og fortalte, at nogle unge skabte uro og uorden ved at drikke øl og køre på knallerter på fodboldbanen. En patrulje kørte til stedet, men de unge var ikke til at se i området.
Kørte bil trods forbud, Hillerød
En 25-årig mand fra Brøndby Strand blev tirsdag aften klokken 21.38 sigtet for kørsel uden førerret, da han blev standset bag rattet i en bil på Københavnsvej, selvom han tidligere havde fået kørselsforbud.
Drenge kastede med sten, Kokkedal
Klokken 01.15 natten til onsdag kom en anmeldelse om, at fire drenge kastede med sten mod en mand i Kokkedal Industripark, dog uden at have ramt ham. En patrulje kørte til stedet, men drenge var ikke at se i området.
Ruder knust, Helsingør
Flere ruder i Roma Pizzeria på Gurrevej blev klokken 02.00 natten til onsdag knust. To maskerede mænd blev set forlade stedet på en knallert.