BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Er du ambitiøs og har du en særlig interesse for psykopatologi og udviklingsarbejde?
Så er du måske den specialpsykolog vi søger til vores åbne døgnafsnit for spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup.
Hele Region Hovedstadens behandling af patienter med anoreksi og bulimi er samlet i et af verdens største centre for spiseforstyrrelse beliggende i nye bygninger på Psykiatrisk Center Ballerup. Vi er i alt omkring 150 dedikerede medarbejdere med forskellige faglige baggrunde, herunder ca. 25 psykologer og 10 speciallæger, der arbejder sammen om visitation, udredning, behandling, klinisk baseret forskning og gode overgange for patienterne.
Specialiseret afsnit for spiseforstyrrelser
Afsnit 38 behandler primært patienter med moderat til svær anoreksi. Vi har plads til 16 patienter med behov for døgnindlæggelse i 8-16 uger i et faseopdelt program. Overordnet arbejdes der ud fra en kognitiv- og dialektisk adfærdsterapeutisk ramme. Hovedfokus under døgnbehandling er adfærdsændring for at normalisere vægt og spisemønstre samt behandling af somatiske komplikationer.
Der indgår både psykoterapi, diætetisk vejledning og spisetræning, psykofarmakologisk behandling, fysioterapi og socialfaglig bistand. Derudover har vi opmærksomhed på udredning og behandling af psykiatrisk komorbiditet og arbejdet med motivation til behandling under og efter indlæggelsen.
Rolle og arbejdsopgaver som afsnittets specialpsykolog
Du får en central rolle indenfor både behandling, udredning og faglig udvikling. Du bliver medansvarlig for patientforløb og repræsenterer afsnittet i forskellige samarbejdsfora.
De kliniske opgaver omfatter diagnostisk udredning, bidrag til behandlingsplaner samt samtaler med patienter og pårørende. Du har et særligt ansvar for koordinering af patientforløb, og du træffer de behandlingsmæssige beslutninger i overlægens fravær.
Du deltager i og bidrager til behandlingskonferencer, netværksarbejde, undervisning, supervision/vejledning og visitationsmøder.
Du bidrager til udviklingsopgaver og varetager eventuelle tværgående funktioner i enheden. Ligesom at du er med til at sikre, at igangværende forskningsprojekter integreres i det kliniske arbejde. Du har også gode muligheder for selv at initiere og bidrage til forskning afhængigt af interesse og erfaring.
Du bliver en del af et stort fagligt miljø med fokus på den fælles faglige udvikling
Du får et spændende arbejde med stort ansvar og indflydelse i et velfungerende og udviklingsorienteret specialafsnit. Du bliver samtidig en del af Psykiatrisk Center Ballerup med i alt cirka 800 medarbejdere, herunder 90 psykologer, hvoraf omkring 25 arbejder med spiseforstyrrelser.
Der er fælles klinikker, konferencer og temadage for alle centerets specialpsykologer og læger samt monofaglige møder for psykologerne.
Vi tilbyder videreuddannelse og faglig udvikling via kurser og besøg på tilsvarende spiseforstyrrelsesafsnit i Danmark eller i udlandet, og du kommer til at arbejde sammen med en gruppe af landets mest kompetente speciallæger og -psykologer og andre fagpersoner indenfor området. På den måde får du mulighed for at udvikle ekspertkompetencer indenfor et vigtigt subspeciale.
Dit team
Vi er et tværfagligt team bestående af speciallæge, psykologer, diætister, fysioterapeuter, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt socialrådgiver og sekretær. Foruden den ledige specialpsykolog stilling er der 2 psykologer ansat i afsnittet.
Vi prioriterer et godt kollegialt arbejdsmiljø og tværfagligt samarbejde højt, og vi arbejder kontinuerligt med forbedringer og effektivisering af arbejdsgange.
Sammen yder og modtager vi undervisning og supervision, og der er et tæt samarbejde på tværs af enhederne i spiseforstyrrelsesområdet.
Kvalifikationer
- Du er en fagligt velfunderet specialpsykolog med interesse for tværfagligt samarbejde.
- Du har en anerkendende og respektfuld tilgang til patienter og pårørende.
- Kendskab til behandling af denne patientgruppe er ønskelig, men ikke nødvendig.
- Erfaring med kognitiv terapi og/eller dialektisk adfærdsterapi er ligeledes en fordel.
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2023 eller efter nærmere aftale.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Region Hovedstadens Psykiatri og Dansk Psykolog Forening.
Ansøgningsprocedure
Vil du vide mere om stillingen og afsnittet, er du velkommen til at kontakte cheflæge Jens Drachmann Bukh på 22622813 eller jens.drachmann.bukh@regionh.dk.
Har du spørgsmål til ansættelsesforhold som psykolog på centret, kan du også kontakte chefpsykolog Juno Calmer på 38646070 eller juno.calmer.01@regionh.dk.
Ansøgning, CV, uddannelsespapirer og andre relevante dokumenter sendes via linket her på siden.
Ansøgningsfristen er den 8. juni 2023.
Vi glæder os til at læse din ansøgning og forventer at afholde samtaler i uge 24.
Yderligere oplysninger om centeret findes på www.psykiatri-ballerup.dk. Du kan også læse og høre mere om Region Hovedstadens Psykiatri som arbejdsplads på: "Job i Psykiatrien".
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Furesø Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Psykiatrisk Center Ballerup, Maglevænget 2, 2750 Ballerup
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 08-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=249657&DepartmentId=17944&MediaId=4947&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5837059